30-09-2007, 12:33
|
#1 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen
(tak til Bogger)
Sura 1, vers 1-7 Sura 2, vers 1-39 Sura 2, vers 40-75 Sura 2, vers 75-140 Sura 2, vers 141-210 Sura 2, vers 211-221 Sura 2, vers 222-286 Sura 3, vers 1-32 Sura 3, vers 33-63 Sura 3, vers 64-120 Sura 3, vers 121-200 Sura 4, vers 1-16 Sura 4, vers 17-34 Sura 4, vers 35-104 Sura 4, vers 104-176 Sura 5, vers 1-60 Sura 5, vers 61-120 Sura 6, vers 1-83 Sura 6, vers 84-165 Sura 7, vers 1-102 Sura 7, vers 103-206 Sura 8, vers 1-30 Sura 8, vers 31-75 Sura 9, vers 1-5 Sura 9, vers 6-14 Sura 9, vers 14-28 Sura 9, vers 29, del 1 Sura 9, vers 29, del 2 Sura 9, vers 30-49 Sura 9, vers 50-80 Sura 9, vers 81-129 Sura 10 Sura 11 Sura 12 Sura 13 Sura 14 Sura 15 Sura 16 Sura 17, vers 1 Sura 17, vers 2-111 Sura 18, vers 1-59 Sura 18, vers 60-82 Blogging the Qur’an - introduktion Robert Spencer – redaktør af hjemmesiden Jihadwatch - og forfatter til adskillige bøger om islam – senest bestselleren: “Religion of peace? Why Christianity is and Islam isn’t.” – begyndte 27. maj at ‘blogge’ Koranen på hjemmesiden Hotair, dvs at forklare/fortolke Koranen. Robert Spencer skriver i sin introduktion: ”For at forstå de islamiske jihad-terroristers motiver og mål er det en god idé at starte med at undersøge, hvad de selv siger om, hvorfor de gør, hvad de gør, og hvad de vil. Det vil til gengæld føre en til Koranen, islams hellige bog. Jihadisterne citerer den jævnligt og fremstiller sig selv som dem, der følger ”ren islam”, den ægte vare, som den fremgår af Koranen og islamisk tradition. Så i mine bestræbelser på at forklare jihadisternes mål har jeg citeret en hel del fra Koranen – og der går næppe en dag, hvor jeg ikke bliver beskyldt for at “udvælge” voldelige passager og citere dem “ude af kontekst”. Ikke desto mindre siger ‘the Council on American Islamic Relations’ (CAIR) og andre muslimske grupper, at for at forstå den ægte, fredelige islam, skal vi læse Koranen. Så i løbet af de næste måneder vil jeg læse den og diskutere den i en stribe klummer. Det hele. Ikke “udvalgt” eller “ude af kontekst”. Det hele fra begyndelse til ende. Nogle er måske bekendte med David Plotz’ serie på Slate “Blogging the Bible”. Denne serie vil blive ligesådan, men i stedet for bare at skrive, hvad jeg tænker eller føler omkring en bestemt passage, vil jeg i modsætning til Plotz henvise til kommentarer – alle muslimske – om Koranen. Jeg vil prøve at forklare, hvordan traditionelle muslimer, der studerer Koranen, vil forstå enhver given passage, og hvad dens betydning kan være for ikke-muslimer. Man har brug for en Koran. Her er en god arabisk/engelsk tekst: http://www.oneummah.net/quran/quran.html I traditional islamisk teologi er Koranen først og fremmest og i sagens natur en ”arabisk Koran” (som Koranen gentagne gange beskriver sig selv: se 12:2, 20:113, 39:28, 41:3, 41:44, 42:7 og 43:3) Dens betydning kan oversættes til andre sprog, men disse oversættelser er ikke Koranen, der kun er sig selv på arabisk. Nogle muslimske lærde hævder endog, at Koranen ikke til fulde kan forstås undtagen på arabisk, men sværmen af oversættelser lavet af muslimer for muslimer, der ikke taler arabisk (hvilket vil sige langt hovedparten verden over i dag) såvel som forsøgene på at hverve proselytter blandt ikke-muslimer gør den påstand til skamme. Her er to populære muslimske oversættelser af Abdullah Yusuf Ali og Mohammad Marmaduke Pickthall sammen med en tredje af M.H. Shakir: http://www.usc.edu/dept/MSA/quran/ Her er endnu en populær oversættelse af Muhammad Asad: http://www.geocities.com/masad02/ Og her er ikke mindre end ti Koran-oversættelser: http://qb.gomen.org/QuranBrowser/ Koranen er i henhold til klassisk islamisk tænkning en perfekt kopi af en bog, der har eksisteret for evigt hos Allah, den eneste sande Gud, i Himlen: ”den er en afskrift af den evige bog [på arabisk ”moderens bog”] overdraget til os, sublim og fuld af visdom” (43:4) Englen Gabriel åbenbarede den i sektioner til Muhammad (570-632), en arabisk købmand. Ligesom Jesus efterlod Muhammad de nedskrevne budskaber til andre. Ulig Jesus var Muhammad ikke ophavsmand til sit budskab, men tjente kun som budbringer. Koranen er for muslimer Allahs sande Ord. De peger på dens poetiske karakter som bevis på, at den ikke stammer fra Muhammad, som de påstår var analfabet, men fra den Almægtige, der dikterede hvert eneste ord. Gennemsnitsmuslimen tror på, at alt i bogen er absolut sandt, og at dens budskab gælder for altid og for alle steder. Det er en stærkere påstand end kristne fremsætter for Biblen. Når kristne uanset hvilken retning, de tilhører, siger, at Biblen er Guds Ord, mener de ikke, at Gud sagde dem ord-for-ord, og at mennesker ikke havde en finger med i spillet – i stedet handler det om ”inspiration”, som Gud indgav menneskelige forfattere, der på grund af deres menneskekundskaber overbragte, hvad han ønskede. Men for muslimer er Koranen mere end inspireret. Der er ikke og kunne umuligt i Koranen være en passage lig Første Korintherbrev, Kap. 1 v. 14-17: ”v14 Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus, v15 så at ingen kan sige, at I blev døbt til mit navn. v16 Jo, Stefanas og hans hus har jeg også døbt; ellers ved jeg ikke af, at jeg har døbt nogen. v17 For Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, dog ikke med talekunstens visdom, for at Kristi kors ikke skal blive til tom tale.” Paulus’ mangelfulde hukommelse demonstrerer det menneskelige element i NT, hvilket for kristne ikke negerer, men eksisterer sideløbende med teksternes inspirerede karakter. Men i Koranen er det hele vejen igennem kun Allah, der taler (med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser). Der findes ikke noget menneskeligt element. Bogen er det rene og uforandrede, guddommelige ord. Allah siger det selv i Koranen: “Dette er et mægtigt skrift. Falskhed kan ikke nå det, hverken forfra eller bagfra.” (41:41-42). Den er ”fri for enhver fejl” (39:28). Kort sagt, den er ”den ubetvivlelige sandhed” (69:51) At Allah taler i royalt flertal – ”Det var Os, der åbenbarede Koranen, og Vi skal selv passe på den” (15:9) - er i følge muslimske teologer ikke noget kompromis i forhold til hans absolutte énhed. Men at læse Koranen er ikke altid let. Eftersom så meget af den består i, at Allah taler med Muhammad, så er det mest som om, man lytter med på en samtale mellem to mennesker, man ikke kender, der taler om begivenheder, man ikke var involveret i. Selvom en overraskende stor mængde af det, Koranen siger, bliver sagt mere end én gang, så kan læseren alligevel ofte ikke finde ud af, hvad der bliver sagt, eller hvorfor, uden henvisninger til muslimsk tradition. Derudover har den heller ingen overordnet fortællemæssig enhed, selvom der er mindre fortællende enheder i mange kapitler. Bortset fra det korte første kapitel (sura) er dens 114 kapitler arrangeret efter længde fra det længste til det korteste. I de længere kapitler bliver historier fortalt, love bliver givet, og advarsler til de vantro udstedt, men i dem og i resten af bogen er der ingen kronologisk eller fortællemæssig kontinuitet. De kortere suraer, især dem nær slutningen af bogen, der kun består af få linjer, er derimod poetiske og udpenslede advarsler om den forestående guddommelige domsafsigelse. Da jeg første gang læste Koranen og begyndte at studere islam sent i 1980 og tidligt i 1981, fangede disse poetiske suraer min fantasi i så høj grad, at jeg fortsatte med at læse mig dybt ind i andre islamiske tekster. Jeg vil referere til islamiske traditioner, når det er nødvendigt, såvel som til traditionelle kommentatorer for at kaste lys over forskellige passager. Og ved rejsens slutning regner jeg med, at vi tydeligere kan se, hvad der er jihadisternes drivkraft – og måske kan vi også forstå, hvad vi kan og skal gøre for at modstå dem.” |
|
|
|
30-09-2007, 12:58
|
#2 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 1, “Åbningen”
”Fatiha (Åbning) er Koranens første sura (kapitel) og islams mest almindelige bøn. Hvis man er from muslim, der beder de foreskrevne fem daglige bønner, vil man recitere Fatiha sytten gange i løbet af de bønner. I følge en islamisk tradition, sagde den muslimske profet Muhammad, at Fatiha overgik alt, hvad Allah havde åbenbaret i Tora, Evangelierne og resten af Koranen. Og den indkapsler i sandhed effektivt og veltalende mange af Koranens og islams principielle temaer: Allah som ”Verdens Herre”, der som den eneste må tilbedes og anmodes om hjælp, den barmhjertige dommer for hver eneste sjæl på Den Yderste Dag. I islamisk teologi er det Allah, der siger hvert eneste ord i Koranen. Nogle har anset det for mærkeligt, at Allah kunne sige noget som dette “lovet være Allah, Verdens Herre”, men den traditionelle islamiske forståelse er, at Allah åbenbarede denne bøn for Muhammad tidligt i dennes karriere som profet (der begyndte i år 610 e.Kr.), da han modtog sin første åbenbaring fra Allah gennem englen Gabriel – en åbenbaring, der nu er indeholdt i Koranens 96. kapitel, så at muslimer kan vide, hvordan de skal bede. Det er på grund af de sidste to vers, at Fatiha er mest bekymrende for ikke-muslimer, og det er på grund af dem, at den er blevet omtalt i nyhederne i den senere tid. En shiitisk imam, Husham Al-Husainy, startede balladen ved at citere denne passage i en bøn, ved et vintermøde i ’Democratic National Committee’, idet han efterlod det indtryk, at han bad for, at de forsamlede konverterede til islam. Derefter bad imam Yusuf Kavakci fra Dallas’ Centrale Moské Fatiha i ’Texas State Senate, og gav næring til lignende bekymringer. De to sidste vers i Fatiha anmoder Allah om at “Vis(e) os den rette vej, den vej, der følges af dine udvalgte, ikke den vej, der følges af dem, der har gjort sig fortjent til Din vrede og ej heller af dem, der er på afveje.” Den traditionelle islamiske forståelse af dette er, at “den rette vej” er islam. De, der har påkaldt sig Allahs vrede er jøderne, og de, der er på afveje, er de kristne. Den klassiske Koran-kommentator Ibn Kathir forklarer, at “de to veje, Han her beskrev, begge er afveje”, og at ”de to veje er henholdsvis de kristnes og jødernes”, et faktum, den troende skal være opmærksom på, så han kan undgå dem. Den troendes vej er kendskab til sandheden, og at han retter sig efter den. Til sammenligning, så holdt jøderne op med at praktisere religion, mens de kristne mistede det sande kendskab. Det er derfor ’vrede’ slog ned over jøderne, mens det passer bedre på de kristne, at de blev ’ledt på afveje’. Ibn Kathirs forståelse af denne passage er ikke en enestående “ekstremist”-fortolkning. Faktisk mener hovedparten af muslimske kommentatorer, at jøderne har fortjent Allahs vrede, og at de kristne er på afveje. Det mener således Tabari, Zamakhshari, the Tafsir al-Jalalayn, the Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas, and Ibn Arabi, såvel som Ibn Kathir. Et anderledes, men ikke majoritetssynspunkt, anlægges af Nisaburi, der siger, at “de, der har påkaldt sig Allahs vrede, er de groft uagtsomme mennesker, og de, der er på afveje er de umådeholdne mennesker.” Wahhabister blev for få år siden udsat for kritik, da de tilføjede “såsom jøderne” og “såsom de kristne” i parenteser efter disse passager i Koraner trykt i Saudiarabien. Visse vestlige kommentatorer var af den opfattelse, at saudierne ”opfandt” denne fortolkning og rent faktisk hele ideen om Koran-fjendskab i forhold til jøder og kristne. Muslimer over hele verden lærer som noget selvfølgeligt, at deres tros centrale bøn forbander jøder og kristne. Men desværre er denne fortolkning både agtværdig og traditionel i islamisk teologi. At fortolkningen bliver skrevet i en parentes kan næppe ændre på en muslims holdning, eftersom den arabiske tekst under alle omstændigheder og overalt er normativ, og eftersom så mange traditionelle kommentarer indeholder ideen om, at jøder og kristne bliver kritiseret her. Sytten gange om dagen af de fromme. Bemærk venligst, at jeg ikke siger, at den anti-jødiske og anti-kristne fortolkning af Fatiha er den “korrekte”. Mens jeg ikke tror på, at religiøse tekster kan modelleres ubegrænset og bringes til at betyde hvad som helst, læseren ønsker de skal betyde – som nogle åbenbart gør – så kan i dette tilfælde Nisaburis fortolkning med lige så god ret anbefales som den anden: der er intet i selve teksten, der tvinger nogen til at tro, at der er tale om jøder og kristne. Og det er bemærkelsesværdigt, at Sayyid Qutb, det 20. årh.s jihad-teoretiker, i sin massive og stemningsfuldt betitlede 30-binds kommentarer til Koranen, Fi Zilal al-Qur’an (In the Shade of the Qur’an), ikke omtaler jøder eller kristne i forbindelse med denne passage. Imidlertid forholder det sig på samme tid sådan, at islams idé om, at jøder har gjort sig fortjent til Allahs vrede, og at kristne er på afveje, ikke afhænger af denne ene passage. Jøderne har gjort sig fortjent til Allahs vrede ved at afvise Muhammad (2:87-90), og de kristne er på afveje ved at fastholde Kristi guddommelighed (5:72). Hadith, traditionerne om Muhammads og de første muslimers ord og handlinger, indeholder også materiale, der sammenkæder jøderne med Allahs vrede og de kristne med hans forbandelse, som en følge af deres strejfen væk fra den sande vej. (Jøderne bliver også forbandet i henhold til Koran 2:89, og begge bliver forbandet i 9:30) En hadith beretter, at en af de første muslimer, Zaid bin Amr bin Nufail, på sine rejser mødte jødiske og kristne lærde. Den jødiske lærde fortalte ham: “Du vil ikke tage imod vores religion, medmindre du modtager din del af Allahs vrede”, og den kristne sagde: “Du vil ikke tage imod vores religion medmindre du får en andel af Allahs forbandelse.” Det er unødvendigt at sige, at Zaid blev muslim. I lyset af disse og lignende passager er det ikke særligt overraskende, at mange muslimske kommentatorer har forstået Fatiha således, at den omfatter disse synspunkter.” |
|
|
|
|
30-09-2007, 13:19
|
#3 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 1-39
Sura 2, Al-Baqara (“Koen”), har ligesom næsten alle Koranens kapitler sin overskrift fra noget, der berettes om i kapitlet – i dette tilfælde historien om Moses’ overbringelse af Allahs befaling til israelitterne, at de skulle ofre en ko (2:67-73). Det er Koranens længste sura – 286 vers – og er begyndelsen på Koranens generelle (men ikke absolutte) mønster, hvor den bevæger sig fra de længste til de korteste kapitler, med Fatiha som undtagelsen, da den har æren af at være den første sura på grund af dens centrale stilling i islam. “Koen” blev åbenbaret til Muhammad i Medina – dvs i løbet af anden del af hans profetiske karriere, der begyndte i Mekka i 610. I 622 flyttede Muhammad og det nystartede muslimske samfund til Medina, hvor Muhammad for første gang blev politisk og militær leder. Islamiske teologer anser generelt Medina-suraer for at have forrang i forhold til Mekka-suraer, når der opstår uenighed. Det er i overensstemmelse med vers 106 i dette Koran-kapitel, hvor Allah taler om at abrogere vers og erstatte dem med bedre. (Denne fortolkning af vers 106 er imidlertid ikke universelt accepteret. Nogle hævder, at det ikke abrogerer noget i Koranen, men kun de jødiske og kristne Skrifter. Mere om det, når vi kommer til verset.) Sura 2 indeholder en hel del vigtigt materiale for muslimer og er meget værdsat. Middelalderens Koran-kommentator, Ibn Kathir (hvis kommentarer stadig læses og respekteres af muslimer) beretter, at recitation af denne sura plager Satan, idet han minder om at en af Muhammads første følgesvende, Ibn Mas’ud bemærkede, at Satan ”forlader det hus, hvor Sura Al-Baqara bliver reciteret, og på vej ud slår han prutter.” Ikke så smagløs som Ibn Mas’ud siger Muhammad selv: ”Satan løber væk fra det hus, hvor Sura Baqara bliver reciteret.” Kapitlet begynder med tre arabiske bogstaver: alif, lam, og mim. Mange af Koranens kapitler begynder på denne måde med tre arabiske bogstaver, hvilket har givet anledning til en hel del spekulationer præget af mystik med hensyn til, hvad de eventuelt betyder. Men Tafsir al-Jalalayn, en anden klassisk Koran-kommentar, opsummerer kortfattet den fremherskende opfattelse: ”Gud ved bedst, hvad Han mener med disse [bogstaver].” Verset, der følger lige efter disse bogstaver indeholder en central islamisk doktrin: “Dette er Skriftet, hvorom der ingen tvivl er.” (2:2) Koranen skal ikke betvivles eller bedømmes efter nogen standard uden for sig selv; tværtimod er Koranen den standard, hvorefter alt andet skal bedømmes. Det er selvfølgelig ikke væsensforskelligt fra den måde, hvorpå mange andre religioner betragter deres Helligskrift. Men i islam har der ikke foregået den historiske og tekstmæssige kritik, der har forandret de måder, hvorpå jøder og kristne i dag forstår deres skrifter. Koranen er en bog, der aldrig må betvivles eller udsættes for kritiske spørgsmål: da en islamisk lærd, Suliman Bashear, underviste sine studerende ved An-Najah National University i Nablus i, at Koranen og islam var produkter af historisk udvikling snarere end, at det var blevet overbragt til Muhammad i perfekt tilstand, smed de studerende ham ud af klasseværelsets vindue. 2:1-29 er en lang udpensling om perversiteten hos dem, der afviser tro på Allah, og der anslås flere temaer, der vil blive gentaget mange gange. Koranen, får vi at vide, er vejledning for dem, der tror på, hvad der blev åbenbaret for Muhammad, såvel som på det, “der blev åbenbaret før” ham. (v. 4) Dette involverer Koranens ofte fremsatte antagelse af, at den er en bekræftelse på Toraen og Evangelierne, der indeholder det samme budskab som det, Muhammad modtager i Koran-åbenbaringerne. (se 5:44-48) Da det viste sig, at Toraen og Evangelierne ikke var enige med Koranen, fremkom anklagen mod jøderne og de kristne, at de havde forvansket deres Skrifter – hvilket er almindelig islamisk overbevisning i dag. Muhammad Asad siger det ligeud: “Koranens religion kan kun forstås ordentligt, når den bliver sat op imod de store monoteistiske trosretninger, der kom før, og som, i henhold til muslimsk overbevisning, kulminerer og når deres endelige formulering i den islamiske tro.” Et andet tema er Allahs absolutte kontrol over alting, selv enkeltindividers valg af at tro på ham eller at afvise ham: “Hvad angår dem, der afviser Troen, så er det ligegyldigt for dem, om du advarer dem eller ikke advarer dem; de vil ikke tro. Allah har forseglet deres hjerter og deres hørelse, og foran deres øjne er et slør; stor er den straf de (pådrager sig)” (v. 6-7) Qadarerne i islams tidlige historie forfægtede det synspunkt, at mennesket har en fri vilje, og således var i stand til at vælge at gøre godt eller ondt. Deres opponenter hævdede, at Allah bestemmer alting. Selvom begge sider havde rigeligt med Koran-citater til at bakke op om deres synspunkter, endte det med muslimske autoriteter fordømte Qadarisme som kætteri, eftersom det indskrænkede Allahs absolutte suverænitet over alting. De, der således afviser troen, gør det, fordi det er Allahs vilje, som det ses i disse vers, og ikke fordi de har frit valg. Ibn Kathir siger: “Disse Ayat (vers) indikerer, at enhver, Allah har bestemt skulle være ynkelig, aldrig vil kunne finde nogen, der kan vejlede dem til lykke, og enhver, Allah har henvist til vildledning, han vil aldrig finde nogen til at vejlede sig.” (Et godt, kort overblik over Qadari-kontroversen kan findes i den anerkendte islam-lærde Ignaz Goldzihers 'Introduction to Islamic Theology and Law.') Derefter følger fordømmelserne af hyklerne og de falske troende, der jævnligt forheksede Muhammad under hans karriere som profet (v. 13-20). Og endelig er der påstanden om Koranens storslåethed, der udfordrer tvivlere til at producere en lignende sura, hvis de afviser at tro på Koranens guddommelige oprindelse (v. 23) Det er en udfordring, mange har taget op, men det er naturligvis en af den slags udfordringer, der aldrig kan ”vindes” over for dem, der fremsætter den – ”de kunne ikke producere noget lignende” (17:88) 2:25 introducerer de berømte Paradisets Haver, hvor de troende skal have ophold – meget mere om det senere. 2:30-39 fortæller historien om Adam og Eva på en måde, der antyder, at tilhørerne til recitationen allerede er bekendt med historien. Allah beordrer englene til at falde på knæ foran Adam (v. 34), en ordre, der tilsyneladende afhænger af den bibelske forestilling om, at menneskeheden er blevet skabt i Guds billede, selvom ideen ikke dukker op her. I følge Ibn Kathir “fastslog Allah Adams dyd som stående over englenes, fordi Han lærte Adam, frem for dem, navnene på alting.” Satan nægter at falde på knæ, hvorved han blev en vantro (v. 34), og han lokker Adam og Eva med den forbudne frugt. Allah lover åbenbaringer, der kan vejlede menneskeheden, og advarer dem om, at de, der ignorerer disse åbenbaringer, vil blive straffet med helvedesilden. |
|
|
|
|
30-09-2007, 14:52
|
#4 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 40-75
Vers 40 i sura 2 henvender sig til “Israels Børn”, begyndende med en udvidet meditation over alt det, Allah gjorde for jøderne, og den utaknemmelighed, de viste til gengæld. Vers 41 advarer dem imod at “sælge Mine åbenbaringer for en sølle pris,” hvilket de islamiske kommentatorer almindeligvis fortolker som en formaning om at sætte tilbedelsen af Allah foran denne verdens anliggender. Sayyid Abul A’la Maududi, en af det 20. årh.s anerkendte islamiske intellektuelle og eksponent for politisk islam, siger i sit omfangsrige værk ’ Towards Understanding the Qur’an’, at dette vers ”henviser til de jordiske gevinster, for hvis skyld jøderne afviste Guds befalinger.” Mange har imidlertid gættet på, at dette vers andrager Muhammads skideballe til dem, der solgte ham materiale, de påstod var guddommelig åbenbaring, hvilket det ikke var – mennesker, der bliver fejet på kullene igen i 2:79 Under alle omstændigheder kan jøderne igen komme i Allahs kridthus ved at konvertere til islam (v. 43) Dette kan sikkert glide ned hos den engelsktalende læser, eftersom oversættelserne formaner dem til at være “standhaftige i bøn” og til at ”praktisere regelmæssig velgørenhed” (som Abdullah Yusuf Ali oversætter det), men på arabisk er det anvendte ord for bøn ’salat’ og for velgørenhed er det ’zakat’. Det er specifikke henvisninger til islamisk bøn og islamisk velgørenhed. Ikke-muslimer kan ikke bede ‘salat’ eller betale ‘zakat’. Ibn Kathir skriver ligeud om nødvendigheden af at konvertere: “Allah beordrede Israels Børn til at tage imod islam og følge Muhammad.” Sayyid Qutb siger, at her “inviterer Allah israelitterne til at slutte sig til muslimerne i disses religiøse praksisser og til at opgive deres fordomme og etnocentriske tendenser.” Begyndende med vers 47, siger Maududi, “henvises der til de bedst kendte episoder i jødisk historie. Eftersom disse episoder var kendt af hvert eneste jødiske barn, bliver de kun omtalt kort og ikke i detaljer. Henvisningen er ment som en påmindelse til jøderne både om de fordele, som jøderne fik skænket af Gud, men også om de ugerninger, de begik til gengæld for disse fordele.” Disse inkluderer, da israelitterne blev reddet fra Farao (v. 49-50), episoden med den gyldne kalv (v. 54-55), og bespisningen af folket med manna og vagtler i ødemarken (v. 57, 61), kulminerende med erklæringen om, at jøderne ”var dækket med ydmygelse og elendighed, de pådrog sig Allahs vrede. Dette fordi de vedblev at afvise Allahs Tegn, og fordi de dræbte Hans Budbringere uden gyldig grund. Dette fordi de gjorde oprør og fremturede med at træde ved siden af.” (v. 61) Ibn Kathir anvender disse ord om alle jøder: “Denne Ayah [vers] indikerer, at Israels Børn var plaget af ydmygelse, og at dette vil fortsætte og altså aldrig vil ende. De vil blive ved med at lide ydmygelse i forhold til alle, der har samkvem med dem, sammen med den vanære, de føler indeni.” Det kan synes chokerende, at lige efter dette følger et af Koranens “tolerante vers”, vers 62, der tilsyneladende lover plads i Paradis til “dem, der følger de jødiske (skrifter) og de kristne og sabianerne.” Muhammad Asad brovter: “Med en visionsbredde, der ikke kendes i nogen anden religiøs tro, gøres tanken om “frelse” her betinget af bare tre elementer: tro på Gud, tro på Dommens Dag, og retskafne handlinger i livet.” Tilsyneladende kræves ikke accept af islam. Men han modsiger sig selv ved at tilføje ”på dette guddommelige skrift” efter ordene ”de, der har opnået troen” i sin oversættelse af vers 62 – dvs for at blive frelst, skal man tro på Koranen såvel som på de tidligere åbenbaringer. Og muslimske kommentatorer er i sandhed ikke tilbøjelige til at opfatte dette som en indikation af guddommelig pluralisme. Oversætterne Ali og Pickthall, såvel som Asad, føler det alle nødvendigt at indsætte parenteser, der får passagen til at betyde, at jøder og kristne (såvel som sabianere, hvis identitet er omdiskuteret) kun vil opnå frelse, hvis de bliver muslimer. Og i følge Ibn Abbas blev dette vers abrogeret af Koran 3:85: “Hvis nogen ønsker sig en anden religion end islam (underkastelse for Allah), så vil det aldrig blive accepteret; og I det Hinsidige vil han være at finde blandt dem, der har tabt (alt åndeligt godt).” Qutbs mening er, at 2:62 kun gjaldt, før Muhammad bragte islam til verden - et synspunkt, der støttes af en udtalelse fra Muhammad, nedskrevet af Tabari, hvor islams Profet siger, at kristne, der døde, før hans komme, ville opnå frelse, men de, der havde hørt om ham og alligevel afvist hans profetiske påstand, ville ikke. Derefter følger den første af de tre berygtede “aber og svin”-passager. Jihadister omtaler i dag rutinemæssigt jøder som aber og svin; ideen har sine rødder i Koranen, 2:63-66, 5:59-60 og 7:166. Den første af disse fremstiller Allah, der siger til de jøder, der “krænkede Sabbat’en”: ”I er afskyelige som aber!” Den fortsætter med at sige, at disse forbandede tjener “som en advarende eksempel i deres egen tid og til alle tider, der skal komme.” I traditional islamisk teologi er disse passager ikke blevet anset som gældende for alle jøder. Ibn Abbas siger, at “de, der krænkede Sabbat’en blev omdannet til aber, derefter forsvandt de uden at efterlade sig efterkommere.” Andre, såsom den tidlige islamiske lærde Ibn Qutaiba, mente imidlertid, at nutidens aber er efterkommere af de Sabbat-krænkende jøder. Dette er i dag almindeligt brugt som en metafor om jødernes korruption, sågar deres dyriske status. Muhammad påbegyndte selv dette, da han henvendte sig til jøderne fra Qurayzah-stammen, som han agtede at massakrere, med disse ord: “I brødre til aber.” I nyere tid kaldte the Grand Sheikh of Al-Azhar, Muhammad Sayyid Tantawi jøderne for ”Allahs fjender, efterkommere af aber og svin.” Den saudiske Sheikh Abd Al-Rahman Al-Sudayyis, imam ved hovedmoskeen i Mekka, Al-Haraam-moskeen, udvidede dette i en prædiken til, at jøderne er ”den menneskelige races afskum, verdens rotter, krænkere af pagter og aftaler, profetmordere og afkom af aber og svin.” En anden saudisk Sheikh, Ba’d bin Abdallah Al-Ajameh Al-Ghamidi, udtrykte forbindelsen således: “Den nuværende opførsel af brødrene til aber og svin, deres bedrag, krænkelse af aftaler og besudling af hellige steder … har forbindelse til deres forfædres gerninger i islams tidlige periode – hvilket beviser den store lighed imellem alle de jøder, der lever i dag, og de jøder der levede, da islam blev født.” Man kan læse mere om dette i dette fortræffelige undersøgelsesrapport fra Middle East Media Research Institute (MEMRI) http://memri.org/bin/articles.cgi?P...a=sr&ID=SR01102 I vers 67 starter bebrejdelserne igen med israelitterne, der reagerer med hovmodig oprørskhed mod Allahs befaling, givet gennem Moses, om at de skulle ofre en kvie (”koen” i suraens titel). Vi hører, at jødernes hjerter er forhærdede (v. 74), og at de til sidst bliver forbandet af Allah (v. 89)." |
|
|
|
|
30-09-2007, 15:09
|
#5 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 75-140
"Det næste uddrag af sura 2, vers 75-105, viderefører Koranens kritik af jøderne. Når man læser udtalelser af Hamas-ledere eller Mahmoud Ahmadinejad om Israel bør man huske på, at de ser på Israel og jøderne gennem et Koran-prisme. De har lært, hvis de overhovedet har studeret Koranen, at jøderne er de mest perverse og skyldige – såvel som de snedigste og mest vedholdende – af Allahs, Muhammads og muslimernes fjender. I vers 75 spørger Allah muslimerne, hvordan de kan håbe på, at jøderne vil kunne komme til at tro på islam, eftersom ”en gruppe af dem havde for vane at lytte til Allahs ord, hvorefter de med vilje ændrede på dem, efter at de havde forstået det?” I sin Tafsir Anwar al-Bayan, bemærker den indiske mufti Muhammad Aashiq Ilahi Bulandshahri (20. årh.), at visse kommentatorer har nævnt, at verset henviser til forfalskningen af Toraen. De jødiske lærde havde for vane at modtage bestikkelse fra folk for at ændre bestemte påbud for at imødekomme deres lyster.” Som uddybning på dette siger Bulandshahri i forbindelse med vers 79, at jøderne ”begår en dobbelt synd ved både at ændre Allahs skrift og ved at modtage bestikkelse ovenikøbet” Dette er et traditionelt synspunkt: Tafsir al-Jalalayn siger, at jøderne ”ændrede beskrivelsen af Profeten i Toraen, såvel som ’steningsverset’ og andre detaljer, og omskrev dem på en måde, der var forskellig fra den måde, de var åbenbaret på.” I deres arrogance tror de, at de kun skal være i helvede i få dage (vers 80). Bukhari beretter, at efter at Muhammad havde besejret jøderne i Khaibar, en arabisk oase, stegte de et får til islams profet – og forgiftede det. Da han fik færten af deres plan, kaldte han dem sammen og udspurgte dem. Herunder fortalte de ham: “Vi skal kun opholde os i (helvedes)ilden en kort periode, og derefter skal I [muslimer] afløse os.” Muhammad svarede vredt: “I vil blive forbandet og ydmyget i ilden! Ved Allah, vi skal aldrig afløse jer der” og åbenbarede, at han kendte til deres planer om at forgifte ham. Vers 81-105 minder igen jøderne om Allahs begunstigelser, som de fleste af dem “afslog” (vers 83), og revser dem for deres egenrådighed og ulydighed. Vers 85 opsummerer de forskellige ulydighedshandlinger kulminerende med påstanden om, at jøderne kun tror på “en del” af deres hellige skrifter og “forkaster resten.” Ibn Kathir, siger, at de forkastede dele af Toraen og desuden: “man bør ikke tro på dem, når det handler om beskrivelsen af Allahs Budbringer, hans komme, da han blev udvist af sit land og hans Hijrah og resten af de informationer, de forudgående profeter overbragte dem om ham, hvilket de altsammen skjulte. Jøderne, må de lide Allahs forbandelse, gemte resten af disse facts hos sig selv ...” Vers 88 og 89 understreger, at de er forbandede, fordi de afviste islam. (Det er derfor de fleste muslimer ikke accepterer tanken om, at jøderne har nogen som helst ret til landet Israel, til trods for 5:21, og andre vers: et forbandet folk fortjener ikke Allahs gaver. Vers 98 siger, at deres fjende er Allah selv. Vers 94-96 fremsætter en udfordring: hvis jødernes påstand om, at Paradis er reserveret for dem, hvorfor søger de så ikke døden i stedet for at være det folk, der er “mest grådige efter livet”? Dette vers begrunder jihadist-hånen, som en Al-qaeda-kriger i Afghanistan formulerede den for få år siden: ”Amerikanerne elsker Pepsi-Cola, vi elsker døden.” De sande troende længes efter Paradis og foragter denne verden. Vers 106 afbryder fordømmelserne af jøderne for at introducere den islamiske abrogationsdoktrin, hvorefter Allah erstatter det, han tidligere har åbenbaret med ”noget bedre eller lignende.” Tafsir al-Jalalayn, siger, at dette vers blev åbenbaret, fordi ”de vantro begyndte at forhåne abrogationssagen, idet de sagde, at den ene dag påbyder Muhammad sine følgesvende én ting, og den næste dag forbyder han det.” The Tanwîr al-Miqbâs min Tafsîr Ibn ‘Abbâs siger, at det henviser til ”det, der blev abrogeret af Koranen, og det der ikke blev abrogeret.” Sayyid Qutb hævder, at “delvise rettelser til afgørelser som reaktion på skiftende omstændigheder i Profet Muhammads levetid kun kunne være i menneskehedens interesse.” Naskh-begrebet, abrogation, er grundlaget for den udbredte islamiske forståelse af - at de voldelige vers i sura 9 - har forrang i forhold til de mere fredelige vers, der blev åbenbaret tidligere, eftersom de kom senere i Muhammads levetid – en tanke, vi vil vende tilbage til senere. (En uddybende diskussion af den islamiske idé om abrogation kan ses i Ahmad Von Denffers ) Vers 107-121 advarer muslimerne om at overholde deres religiøse pligter og ikke tillade sig selv at blive ledt på afveje af jøder og kristne, der vil forsøge at bedrage muslimerne (vers 109), selvom de slås indbyrdes (vers 113). Vers 111 og 120 (såvel som 135) håner jødiske og kristne forsøg på at omvende muslimer, og vers 116 markerer den første tilsynekomst af den ofte gentagne afvisning af den kristne tro på Jesus som Guds Søn. Tanken om, at Allah kunne have en søn anses som en kompromittering af monoteisme: ”Nej, Ham tilhører alt, hvad der er i himlen og på jorden: kun Han fortjener tilbedelse.” Vers 122-140 vender tilbage til jøderne, og de påmindes om den pagt, Allah indgik i Ka’baen i Mekka med Abraham og ismael. (vers 125) Jøderne mindes om, at selvom Abraham bad til, at Mekka ville blive en “Fredens By”, så svarede Allah, at de “der afviste Troen” snart ville smage hans “ildtortur” (vers 126) Hvis man er overrasket over at finde en jødisk patriark, Abraham, knyttet til en islamisk helligdom, Ka’baen, så bør man huske på, at kun de perverse ”siger, at Abraham, Ismael, Isak, Jacob og Stammerne var jøder eller kristne” (vers 140) Faktisk var de Allahs slaver – muslimer (vers 128). Hvis de ikke troede på Muhammad som profet, så var de i det mindste ’hanifs’: præislamiske monoteister. Dette understreger det gentagne Koran-tema om, at de mennesker, vi i dag kender som jøder og kristne, kun er frafaldne fra den sande religion, der faktisk blev formidlet af Abraham og Moses, såvel som Jesus – og den sande religion var islam. Som vi har set drejer en stor del af sura 2 sig om at påtale over for de frafaldne jøder, at de har forkastet Muhammad, og om at kalde dem tilbage til den sande tro – Abrahams, Moses’ såvel som Muhammads. Derfor udfordrer islam jødedom og kristendom ved at hævde, at den sande og oprindelige form af begge religioner er islam. I dag præsenterer islamiske talsmænd i Vesten ofte Abraham, Moses og Jesus som muslimske profeter som bevis for islamisk, økumenisk åbenhed. I virkeligheden er det imidlertid kun en erklæring om islams overhøjhed og jødedoms og kristendoms illegitimitet.” |
|
|
|
|
30-09-2007, 15:27
|
#6 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 141-210
"På vores vej gennem “Koen”, den anden og længste af Koranens suraer, møder vi i vers 141-150 en diskussion om ’qibla’, bederetningen. Muslimer er derefter beordret til at vende ansigtet mod den hellige moské i Mekka, når de beder (vers 150), hvor de tidligere ligesom jøderne havde ansigterne mod Jerusalem. Dette lader til at være sket ved slutningen af Muhammads forsøg på at overbevise jøderne om, at han var en profet på linje med de jødiske profeter. Kun “fjolser” (vers 142) protesterede mod ændringen – dvs jøderne: den relativt moderate kommentator, Muhammad Asad, og den relativt strenge mufti Muhammad Aashiq Ilahi Bulandshahri er enige i denne identifikation. Asad siger: ”Denne ’opgivelse’ af Jerusalem misfornøjede tilsyneladende Medinas jøder, der må have følt tilfredshed, når de så muslimerne bede i retning af deres hellige by, og det er dem, den indledende sætning i denne passage refererer til.” Allah kritiserer desuden jøderne og de kristne for, at de følger deres “forfængelige begær”, selvom de vidste, at Muhammads qibla stammer fra Allah (vers 144-46). Vi så i vers 106, at Allah bebudede, at når han abrogerede et vers, erstattede han det med et bedre, og at nogle muslimer tror, at det refererer til ting i Koranen, og andre mener, det kun gælder med hensyn til, at Biblen er blevet afløst af Koranen. Ændringen af ‘qibla’ antyder noget i den retning. Ibn Abbas, Muhammads fætter og en vigtig, tidlig islamisk autoritet, siger ”at den første abrogerede del i Koranen handlede om bederetningen.” Imidlertid er der intet i Koranen, der beordrer muslimer til at bede mod Jerusalem, så dette er en abrogation af en udenoms-koranisk forskrift. Vi vender tilbage til abrogation i adskillige sammenhænge senere. Allah præsenterer den nye qibla som en særlig gave til Muhammad, der vil “elske” den nye bederetning (vers 144). Dette er en af adskillige passager i Koranen, der antyder Allahs særlige forkærlighed for Muhammad. Et andet eksempel er, da Allah nænsomt irettesætter ham for at afvise at gifte sig med sin tidligere svigerdatter, når nu Allah ønskede, at han gjorde det (33:37). Sådanne passager har fået vantro til at mene, at Muhammad nød sit profetskabs frynsegoder, men for muslimer understreger det bare Muhammads særlige status: Detaljerne i hans liv, og selv hans begær – efter at bede i retning af Ka’baen – er udtryksmidler, hvorigennem Allah åbenbarer evige sandheder og guddommelige love. Og hans eksempel er normativt. Muqtedar Khan fra the ‘Center for the Study of Islam and Democracy’ forklarer: “Ingen religiøs leder har så stor indflydelse på sine tilhængere som Muhammad, islams sidste Profet … Så stor, at Muhammads ord, handlinger og tavshed (det, han så men ikke forbød) blev en uafhængig kilde til islamisk lov. Som en del af deres religiøse efterlevelse adlyder muslimer ikke alene, men forsøger også at leve op til og imitere deres Profet i ethvert aspekt af livet. Muhammad er således både middel og kilde til den guddommelige lov.” Vers 151-157 opmuntrer de troende til at være urokkelige; vers 158 godkender en præ-islamisk praksis under ’Hajj’, pilgrimsfærden til Mekka; og vers 159-177 vender tilbage til temaet: de vantros perversitet. De, der afviser islam, vil påkalde sig Allahs, englenes og hele menneskehedens forbandelser (vers 161), og de vil havne i helvede (vers 162). De troendes byrde er samtidig ikke tyngende. De skal bare afholde sig fra visse madvarer, herunder svinekød (vers 173). Der er blandt de vantro dem, der stædigt skjuler det, de ved, Allah har åbenbaret (vers 174). De, der diskuterer om, hvad Allah har åbenbaret i Koranen er i ”åben splittelse” (vers 176). Tafsir al-Jalalayn siger, at det – endnu engang – drejer sig om – jøderne. Vers 177-203 lovgiver om forskellige forhold: zakat (almisse), Ramadan-fasten, Hajj og jihad. Vers 178 fastsætter gengældelsesloven (qisas) for mord: lige gengæld skal gøres for offerets liv, hvilket kan klares i form af blodpenge (diyah): en betaling for det lidte tab. I islamisk lov (Sharia) varierer kompensationens størrelse - afhængig af, hvem offeret er. ‘Umdat al-Salik (Reliance of the Traveller, en Sharia-manual, som Cairos ansete Al-Azhar Universitet certificerer som i overensstemmelse med det ”ortodokse Sunni-samfunds praksis og tro”, siger, at beløbet for at dræbe en kvinde er det halve af det, der skal betales for en mand, og for at dræbe en jøde eller en kristen er beløbet en tredjedel af en mandlig muslim (o4.9). Forklaring på dette kan læses i Sufi Sheikh Sultanhussein Tabandehs erklæring. Vers 190-193 er blandt Koranens vigtigste ord om jihad-krigsførelse. Vers 190 “begynd ikke fjendtligheder” bliver ofte trukket frem i dag for at vise, at jihad kun kan være defensiv. Asad siger, at ”dette og det efterfølgende vers utvetydigt fastslår, at kun selvforsvar (i dette ords videste betydning) gør krig tilladelig for muslimer.” Tafsir al-Jalalayn siger imidlertid at dette vers blev abrogeret af 9:1, der annullerer enhver traktat mellem muslimerne og de vantro. På den anden side afviser Ibn Kathir, at verset blev abrogeret. Hvad forstår man ved en defensiv konflikt? Et fingerpeg til det kommer i vers 193: “Og bekæmp dem, indtil forfølgelse ikke mere forekommer, og religion kun er for Allah.” Ibn Ishaq forklarer, at det betyder, at muslimer skal bekæmpe de vantro “indtil Gud alene bliver tilbedt.” Bulandshahri siger: “De værste synder er vantro (Kufr) og polyteisme (shirk), hvilket er lig med oprør mod Allah, Skaberen. For at udrydde disse [synder] pålægges muslimer at føre krig, indtil den slags ikke mere eksisterer i verden, og den eneste religion er Allahs.” Denne konflikt ville i alt væsentligt være defensiv, hvis det drejede sig om aggression fra vantro, men hvis muslimer skal kæmpe indtil vantro slet ikke mere eksisterer, så udgør den blotte tilstedeværelse af vantro tilstrækkeligt med aggression til, at det er tilladeligt at påbegynde fjendtligheder. Dette er et af fundamenterne for den overherredømmeforestilling, at muslimer skal føre krig mod de vantro, indtil disse enten konverterer til islam eller er undertvunget islamisk lov, som 9:29 udtrykkeligt fastslår. Som Muhammad, islams Profet, udtrykker det: “Jeg er blevet beordret til at bekæmpe mennesker, indtil de bevidner det faktum, at der ikke findes nogen anden gud end Allah og tror på, at jeg er budbringer (fra Herren) og tror på alt det, jeg har bragt. Og når de gør det, vil deres liv og ejendele være garanteret min beskyttelse, undtagen når det er retfærdiggjort i henhold til loven, og deres affærer hviler hos Allah.” Man kan således med rimelighed antage, at hvis man ikke accepterer ham som profet, så er ens liv og ejendele ikke beskyttet imod dem, der læser disse ord og tror på, de stammer fra den eneste sande guds budbringer. Vers 204-210 advarer de troende imod at tvivle, bakke ud eller følge islam halvhjertet. Derefter begynder overvejelser over et antal spørgsmål, Muhammads tilhængere stillede ham – åbenbarende bl.a. den ildevarslende betydning af frasen ”forfølgelse er værre end nedslagtning” (der også forekommer i vers 191). |
|
|
|
|
30-09-2007, 15:43
|
#7 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 211-221
“Hvornår er det tilladeligt at bryde morallove? Når det islamiske samfund bliver forfulgt. Det er konsekvensen af den lille frase, der nemt kan overses, ”forfølgelse er værre end nedslagtning,” der optræder i koranvers 2:217 (såvel som i 2:191). Vers 189-242 i Sura 2, “Koen” giver svar på forskellige spørgsmål, som muslimerne tilsyneladende stillede Muhammad, eftersom Allah begynder sine svar til Muhammad med: “De spørger dig” (vers 189, 215, 217, 219, 220, 222). Et af disse spørgsmål drejede sig om, hvorvidt krig var tilladt i den hellige måned eller ej, hvilket Allah tager op i vers 217. Muhammads første biografi-skriver, en muslim ved navn Ibn Ishaq (8. årh.), giver baggrunden for verset. Efter ‘Hijrah’, Muhammads udvandring fra Mekka til Medina, begyndte muslimerne at overfalde de hedenske Quraysh’ karavaner – Quraysh, Muhammads egen stamme, der havde afvist ham. Muhammad anførte selv mange af disse overfald. Overfaldene tjente et centralt økonomisk formål: at holde den muslimske bevægelse solvent. På et tidspunkt udsendte Muhammad en af sine mest betroede løjtnanter, Abdullah bin Jahsh, sammen med otte andre muslimer med ordrer om at holde øje med en Quraysh-karavane ved Nakhla, en bosættelse ikke langt fra Mekka, og ”finde ud af, hvad de foretager sig.” Abdullah og hans gruppe opfattede dette som en ordre til at overfalde Quraysh-karavanen, der snart var på vej medbringende læder og rosiner. Men det var den sidste dag i den hellige måned, Rajab, hvor krig i følge ældgammel arabisk sædvane var forbudt. Det satte dem i et voldsomt dilemma: hvis de ventede, til den hellige måned var ovre, ville karavanen slippe bort, men hvis de angreb, ville de synde ved at dræbe mennesker i den hellige måned. I følge Ibn Ishaq besluttede de til sidst at “dræbe så mange af dem, de kunne og tage, hvad de havde.” På hjemvejen til Medina lagde Abdullah en femtedel af byttet til side til Muhammad. Men da de kom tilbage til den muslimske lejr, nægtede Muhammad at modtage sin andel af byttet eller at have noget med dem at gøre, idet han bare sagde: ”Jeg gav jer ikke ordre til at kæmpe i den hellige måned.” Men så åbenbarede Allah vers 217, der forklarede, at Quraysh-stammens modstand mod Muhammad i hans øjne var mere krænkende end muslimernes krænkelse af den hellige måned. Overfaldet blev derfor retfærdiggjort, for ”forfølgelse er værre end nedslagtning.” Uanset hvilke synder, Nakhla-overfaldsmændene havde begået ved at krænke den hellige måned, så var det ingenting sammenlignet med Quraysh’ synder. Ibn Ishaq forklarede dette vers: “de har forhindret jeres adgang til Guds vej og adgang til den hellige moské med deres manglende tro på Ham, og de har fordrevet jer fra den ...Dette er for Gud en alvorligere sag, end at I har slået nogle af dem ihjel.” Da først Muhammad havde modtaget denne åbenbaring, tog han imod Abdullahs bytte og fanger. Abdullah var synligt lettet og spurgte: “Kan vi håbe, at det vil tælle som et overfald, der vil give os krigerens belønning?” Hertil svarede Allah igen med en åbenbaring, der bekendtgjorde, at de, der “kæmper for Allahs sag … kan håbe på Allahs barmhjertighed.”(v. 218). “Kæmpe” er her ‘jahadu’, der er en bøjningsform af jihad, og “jihad for Allahs sag” eller “jihad på Allahs vej” henviser altid i islamisk teologi til jihad-krigsførelse – ikke til mere åndelige forståelser af jihad. Ibn Kathir, der fulgte efter Ibn Ishaq, beretter også om denne hændelse, der var betydningsfuld: ’godt’ blev identificeret med alt, der var til muslimernes fordel, og ’ondt’ med alt, der skadede dem – uden henvisning til nogen højere moralstandard. Moralske absolutter blev fejet til side til fordel for det overordnede princip om hensigtsmæssighed. Sayyid Qutb forklarer, at “islam er en praktisk og realistisk livsmåde, der ikke er baseret på rigide, idealistiske dogmer.” Islam ”opretholder sine egne ophøjede moralprincipper,” men først når ”retfærdighed er etableret og ulovlighed er inddæmmet” – dvs kun når islamisk lov er gældende i et samfund – kan ”helligheder beskyttes og bevares.” Så tilsyneladende er det ikke nødvendigt at overholde, før det sker. Vers 211-216 minder igen jøderne om alle Allahs begunstigelser, som de afviste (vers 211) og bemærker, hvordan de vantro spotter muslimerne (vers 212). Vers 213 indeholder i komprimeret form det islamiske syn på frelse-historien: Allah sendte profeter til verden, og “sammen med dem sendte Han den sande Bog”, og selv “Bogens Folk” – primært jøder og kristne – var indbyrdes enige, “bortset fra dem, der var selvisk og rebelsk stædige.” Derefter guidede Allah muslimerne til sandheden om de ting, Bogens Folk var uenige om. Ibn Kathir forklarer, at de var uenige om, ”hvilken dag, menigheden skulle samles”: “Jøderne valgte lørdag, mens de kristne foretrak søndag. Allah vejledte Muhammads Ummah [samfund] til fredag.” De var også uenige om bederetning, kropsstilling under bøn, faste og Abrahams sande religion: ”Jøderne sagde: ’Han var jøde’, mens de kristne anså ham for kristen. Allah har gjort ham til en Haniyfan Musliman” – hvilket vil sige en før-islamisk monotheist. Vers 216 pålægger de troende at kæmpe, selvom de “ikke kan lide det.” Maulana Bulandshahri forklarer det traditionelle synspunkt: “Mens muslimerne var i Mekka, var de svage og få i antal og havde aldrig formåen eller den guddommelige tilladelse til jihad (religiøs krig). Efter udvandringen til Medina modtog de ordrer til at føre selvforsvarskamp mod deres fjender, såsom et vers fra sura Hajj [kapitel 22 i Koranen] proklamerer: ’Tilladelse (til at kæmpe) er blevet givet til dem, der bliver angrebet, fordi de er undertrykte’ (22:39). Senere kom ordren om at bekæmpe de vantro (kuffar) selvom disse ikke havde påbegyndt aggressionen.” Bulandshahri var en modern teolog, mens hans syn på de tre udviklingsstadier i Koranens lære om krig kan ses i Ibn Ishaqs værk fra det 8. årh. og i skrifter fra mainstream islamiske teologer igennem tiderne, herunder Ibn Kathir, Ibn Qayyim, Ibn Juzayy, As-Suyuti og mange andre. Vers 219 handler om alkoholiske drikke og gambling. Adskillige tidlige autoriteter - Ibn `Umar, Ash-Sha`bi, Mujahid, Qatadah, Ar-Rabi` bin Anas og `Abdur-Rahman bin Aslam - siger, at det var det første af tre vers, der blev åbenbaret om dette emne, og det betød, at de to andre ville have forrang i forhold til det. Her siger Allah, at der er ”visse fordele” ved alkohol, men i 5:90 siger han, at det er ”Satans værk”, hvilket helt og holdent ’slog bunden ud af flasken’. Vers 221 forbyder muslimer at gifte sig med ”ikke-troende kvinder.” Ibn Kathir refererer en hel del uoverensstemmelser blandt islamiske autoriteter med hensyn til, om dette forbud gælder jødiske og kristne kvinder eller bare polyteister. Han bemærker imidlertid, at der er ‘Ijma’ – konsensus – blandt islamiske jurister om, at sådanne ægteskaber er tilladte, selvom muslimske kvinder selvfølgelig ikke af nogen skole inden for islamisk lov har tilladelse til at gifte sig med jødiske eller kristne mænd. I en kultur, der kræver, at kvinder er fuldkommen underdanige i forhold til mænd, sikrer disse ulige love, at ikke-muslimske samfund forbliver underkuede og ikke nyder de samme rettigheder med hensyn til lighed og værdighed som muslimer. |
|
|
|
|
30-09-2007, 16:07
|
#8 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 2, “Koen” vers 222-286
Vers 222-242 i Koranens sura 2, “Koen”, indeholder primært forskellige love for ægteskab og skilsmisse. Samleje under menstruation er forbudt (vers 222). Jøderne star bag åbenbaringen af vers 223 i følge en hadith, der er berettet af Imam Muslim og mange andre. “Jøderne plejede at sige, at når man kommer i sin kones vagina, men bagfra, og hun bliver gravid, så bliver barnet skeløjet.” For at imødegå dette blev vers 223 åbenbaret: “Jeres koner er jeres marker, gå da til jeres marker, som det passer jer.” Dette vers forstås også som et forbud mod analsex. Qutb siger at brugen af ordet “mark” (eng.: ”tilth”) med sin medbetydning af dyrkning og produktion passer bedst i en sammenhæng med fertilitet og formering - eller, som Maududi udtrykker det, Allahs “formål med at skabe kvinder er ikke kun at sørge for adspredelse til mænd.” Det er også for at de skal forsyne dem med børn. Regulativerne for skilsmisse understreger, at kvinder “har rettigheder lig mænds ..” men ikke desto mindre ”er mænd en grad over dem” (vers 228). Det kan være af den grund, at mænd kan skille sig fra deres koner ved simpelthen at sige “Talag” – jeg skiller mig fra dig – men det kan kvinder ikke. En så enkel procedure fører let til forhastede skilsmisser, efterfulgt af genforeninger – og Koranen forudser dette og forsøger at afværge det ved at stipulere, at en mand, der tre gange har ladet sig skille fra sin kone, ikke kan genforenes med hende, før hun har været gift med en anden mand, der så til gengæld derefter lader sig skille fra hende (vers 230). Dette har medført fænomenet “midlertidige ægtemænd”, der gifter sig med og lader sig skille fra tre gange skilte kvinder – det sker med tilskyndelse fra islamiske gejstlige den dag i dag, så at disse stakkels kvinder derefter kan vende tilbage til ders oprindelige ægtemænd. Den praksis har forståeligt nok givet anledning til misbrug. Vers 234 og 240 drejer sig om de forordninger, mænd gør for deres koner i deres testamenter. De, der er interesseret i abrogationsdoktrinen (2:106) vil bemærke, at Ibn Kathir hævder, at ”majoriteten af de lærde sagde, at denne Ayah (2:240) blev abrogeret af Ayah (2:234).” Vers 243-260 vender tilbage til Israels Børn med henvisning til flere Bibel-historier uden at gå særligt i detaljer med dem. Jøderne nægter at kæmpe efter at være blevet beordret til det (vers 246), og de gør oprør ved udnævnelsen af Saul til konge (vers 247). Hvis Allah havde villet det, havde alle nationerne troet på de profeter, han sendte til jorden, men det var ikke hans vilje, selvom hans begrundelser ikke bliver forklaret (vers 253). I følge den islamiske lærde Mahmoud Ayoub anses vers 255, kendt som Trone-verset (Ayat Al-Kursi) “af muslimer som et af de mest fremragende vers i Koranen.” Det har derfor spillet en vigtig rolle for muslimsk fromhed. Islams profet, Muhammad, giver sin tilslutning til en erklæring om versets kraft: “Hver gang du går i seng, skal du recitere ‘Al-Kursi-verset’ (2:255) for så vil en skytsengel fra Allah passe på dig, og Satan vil ikke nærme sig dig før daggry” ...og endnu en, om at det er ”det mest fremragende vers i Allahs Bog.” Qurtubi rapporterer, at “da Trone-verset blev åbenbaret, faldt hver eneste afgud og konge i verden på knæ, og kongernes kroner faldt af deres hoveder,” og han beretter om en ytring fra Muhammad, i hvilken Allah fortæller Moses om de mange velsignelser, mennesker vil modtage, hvis de reciterer Trone-verset – endnu en manifestation af antagelsen af, at Bogens Folk i det mindste havde noget af Koranens indhold, men på pervers vis slettede dem i deres egne Skrifter. Umiddelbart efter kommer den berømte erklæring, at “der ikke er tvang i religion” (vers 256). Islamiske talsmænd i Vesten citerer det jævnligt for at modbevise forestillingen om, at islam blev spredt med sværdet, eller for endog at hævde, at islam er en fredens religion. I følge en tidlig muslim, Mujahid ibn Jabr, blev dette vers abrogeret af koran 9:29 hvori muslimerne beordres til at bekæmpe Bogens Folk. I følge den islamiske historiker Tabari hævder andre, at 2:256 aldrig blev abrogeret, men blev åbenbaret præcis med henvisning til Bogens Folk. De skal ikke tvinges til at acceptere islam, men må praktisere deres religioner, så længe de betaler jizya (kop-skat) og ”føler sig undertrykt” (9:29). Mange ser vers 256 som en modsigelse af det islamiske imperativ om at føre jihad mod vantro, men faktisk er der ingen selvmodsigelse, fordi målet med jihad ikke er tvangsomvendelse af ikke-muslimer, men deres undertrykkelse under den islamiske sociale orden. Asad siger: ”Alle islamiske jurister (fuqahd’), er uden undtagelse enige om, at tvangskonverteringer under alle omstændigheder ikke er noget værd, og at ethvert forsøg på at tvinge en ikke-troende til at acceptere den islamiske tro er en frygtelig synd: en afgørelse, der gør op med den udbredte fejltagelse, at islam giver de vantro valget mellem “konvertering og sværdet.” Nemlig, ja: valget, som det er lagt frem af Muhammad selv, er konvertering, undertrykkelse som dhimmi eller sværdet. Qutb benægter følgelig, at vers 256 modsiger imperativet om at kæmpe, indtil ”religion er for Allah” (vers 193), idet han siger, at ”islam ikke har anvendt magt for at påtvinge sin tro”. Jihads ”hovedformål har nærmere været etableringen af et stabilt samfund, hvor alle borgere – herunder tilhængere af andre trosretninger – kan leve i fred og sikkerhed” – selvom det ikke er med de samme rettigheder i forhold til loven, som 9:29 fastslår. For Qutb er det ”stabile samfund” den ”islamiske sociale orden”, som det er jihads hovedformål at etablere. I dette lys kan vers 256 og 193 stå sammen uden problemer. Muslimer skal kæmpe, indtil “religion er for Allah”, men de tvinger ingen til at acceptere Allahs religion. De påtvinger underkuelse på dem, der nægter at konvertere, så at mange dem alligevel konverterer til islam for at slippe for dhimmi-tilværelsens ydmygende og diskriminerende regulativer – men når de konverterer, så gør de det frivilligt. Først ved verdens ende vil Jesus, islams profet, vende tilbage og islamisere verden afskaffe kristendom og dermed behovet for den jizya, der betales af dhimmier. Så vil religion være ”for Allah”, og der vil ikke være yderligere behov for jihad. Vers 261-286 tilskynder primært de troende til at yde velgørenhed og til at fordømme åger (vers 275-281) – hvilket er begrundelsen for islamisk afsky over for rentebaseret bankvirksomhed. Vers 282 fastslår, at to kvinders vidneudsagn er lig med én mands. Muhammad forklarede: ”Det er på grund af kvindens mangelfulde hjerne.” Det var slut på “Koen”. Se evt. også Craig Winns gennemgang af sura 2: http://www.islamist.dk/forum/showthread.php?t=550 |
|
|
|
|
30-09-2007, 16:24
|
#9 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 3, “Imrans familie” vers 1-32
Koranens tredje kapitel hedder “The Family of Imran” - dvs Amram, Moses’ og Arons far (2. Mosebog 6:20), der omtales i vers 33 og 35. Som de fleste af Koranens kapiteloverskrifter betegner denne overskrift ikke suraens tema, men er bare et ord taget fra teksten for at man kan skelne det fra andre kapitler. I følge Maududi er sura 3, der er en Medina-sura, ”særligt henvendt” til jøder og kristne såvel som til muslimer. Han siger, at den indeholder “en fortsættelse af invitationen fra Al-Baqarah (sura 2), i hvilken de bliver irettesat for deres fejlagtige tro og onde moral og tilrådet som en råden bod på dette at acceptere Koranens Sandhed.” På samme måde siger Bulandshahri, at sura 3 er et “talende bevis” mod jøderne, de kristne og idoldyrkere, eftersom den henvender sig til dem alle. Den inviterer dem til sandheden og til at afsværge deres falske tro, der inkluderer de blasfemsike ideologier vedrørende Sayyydina [Masters] Isa og Ibrahim [Jesus og Abraham].” Det anliggende er åbenlyst fra begyndelsen af kapitlet. Vers 3 proklamerer, at den Koran, der nu er åbenbaret for Muhammad, bekræfter hvad der blev skrevet i Toraen og Evangelierne. Ibn Kathir forklarer, at ”disse bøger bekræfter Koranens sandhed, og Koranen bekræfter også den sandhed, disse bøger indeholdt, herunder de glade nyheder om Muhammads profetskab og åbenbaringen af den Glorværdige Koran.” Dette forklarer igen, hvorfor mainstream islamisk tradition anser jødernes og de kristnes Skrifter for at være forfalskede: de bekræfter nemlig ikke, hvad der står i Koranen, og derfor må jøderne og de kristne have vovet at ændre dem – og nu ”bedrager deres forfalskninger dem med hensyn til deres egen religion” (vers 24). Asad betoner derfor, at ”man bør huske på, at Evangelierne, der jævnligt omtales i Koranen, ikke er identiske med det, der i dag kendes som De Fire Evangelier, men henviser til en oprindelig, men nu forsvundet åbenbaring givet til Jesus og kendt af hans samtidige under dets græske navn ’Evangelion’ (Gode Tidender), på hvilken den arabiserede form ’Injil’ er baseret. Det var sikkert kilden, hvorfra de Synoptiske Evangelier hentede meget af deres materiale og nogle af de læresætninger, der blev tillagt Jesus. Det forhold, at den gik tabt og blev glemt, omtales i koran 5:14.” Vers 4 siger, at Allah nu har åbenbaret “Kriteriet” (arabisk ‘furqan’), hvilket er, som Ibn Kathir udtrykker det ”forskellen mellem vildførelse, løgn og fravigelse på den ene side og vejledning, sandhed og fromhed på den anden.” I følge Qatada og mange andre islamiske autoriteter er dette “kriterie” Koranen selv, selvom andre siger, at det henviser til alle de åbenbarede skrifter – i deres uforfalskede form selvfølgelig. Det samme vers lover også en “tung skæbne” for dem, der afviser denne vejledning. Den indiske muslimske lærde Allama Shabbir Ahmed Usmani (20. årh.) ser dette som et bevis på, at Jesus ikke kan være guddommelig, for mens ”Gud er magtfuld nok til at kunne hævne og straffe, når det passer Ham, så kan Jesus ikke være en regent som Gud, fordi han kunne ikke klare de forbrydere, der jagtede ham for at dræbe ham.” Vers 7 forklarer, at nogle vers i Koranen er letforståelige, mens andre ikke er, ”såsom”, siger Tafsir al-Jalalayn, ”de indledende vers i nogle suraer,” herunder åbningsverset i denne. Dem bør muslimer ikke granske alt for meget (selvom de har gjort lige præcis dét): Allah advarer om, at det kun er dem ”i hvis hjerter, der er perversitet”, der ”følger den del af den, der er allegorisk, på jagt efter uoverensstemmelser, skjulte betydninger, men ingen kender de skjulte betydninger bortset fra Allah.” Vers 8-27 indskærper de troende, at de ikke må forkaste troen på Allah, og advarer de vantro om, at en skrækkelig straf venter dem i helvede. Vers 13 henviser til Slaget ved Badr, muslimernes første store sejr, hvor en lille styrke sejrede over en meget større fjendehær bestående af hedenske arabere fra Muhammads egen Quraysh-stamme (de havde afvist hans profetiske påstand). Maududi siger, at de første 32 vers i sura 3 sandsynligvis blev åbenbaret umiddelbart efter Slaget ved Badr, og dette vers siger, at det var et ”tegn”, da de to hære mødtes; ”den ene kæmpede for Allahs sag, den anden var imod Allah.” Disse hære så hinanden som dobbelt så store,” hvilket Ibn Kathir forklarer: “Da de to hære så hinanden, troede muslimerne, at idoldyrkerne var dobbelt så mange, som de var, så at de skulle stole på Allah og søge Hans hjælp. Allah, siger han “giver sejr til Sine troende tjenere i dette liv …” Det vil sige, at muslimernes kom på grund af deres lydighed over for Allah. Det modsatte er også sandt, hvilket sætter et mønster, der gentager sig i historien: når muslimer lider, tilskrives deres lidelser til, at de ikke er tilstrækkeligt islamiske, og kuren er altid mere islam. Vers 19 erklærer, at “Allahs Religion er islam”, og at Bogens Folk kun afviser den på grund af “indbyrdes misundelse”. Bulandshahri siger, at jøderne og de kristne genkendte Muhammad som “den sidste Profet, men deres stædige natur forhindrede dem i at acceptere det.” Vers 20 siger, at de vil blive frelst, hvis de underkaster sig Allah; Bulandshahri fortsætter: “Man kan ikke tvinge disse mennesker til at acceptere, men kun råde dem. At invitere dem til islam er muslimens pligt.” Vers 28-32 drejer sig hovedsagelig om advarsler om Allahs dom, men vers 28 advarer de troende mod at tage vantro som “venner eller hjælpere” (det arabiske ord betyder mere end tilfældigt venskab, men noget i retning af alliance), ”medmindre det er for, at I beskytter jer selv imod dem.” Dette er grundlaget for den idé, at troende helt legitimt kan bedrage vantro, når de er under pres. Ordet, der bliver brugt for “beskytte” på arabisk er ’tuqātan’, der kommer af’ taqiyyatan’ – deraf den stedse mere kendte term ’taqiyya’. Ibn Kathir siger, at den frase, Pickthall oversætter som ”medmindre, I køber jer beskyttelse mod dem” betyder, at ”troende, der visse steder eller til visse tider frygter for deres sikkerhed over for de vantro” har tilladelse til at ”udadtil at vise venskab overfor de vantro, men aldrig indvendig.” For eksempel nedskrev Al-Bukhari, at Abu Ad-Darda sagde: “Vi smiler til nogle mennesker, selvom vores hjerter forbander dem.” Al-Bukhari sagde, at Al-Hasan sagde: ” Tuqyah [taqiyya] er tilladt indtil Dommedag.” Selvom mange muslimske talsmænd i dag hævder, at taqiyya udelukkende er en shia-doktrin, som sunnier undgår, så påpeger den store islaimiske lærde, Ignax Goldziher, at selvom det blev formuleret af shiaerne, ”så accepteres det også som lovligt af andre muslimer under henvisning til koran 3:28.” Al-Qaeda-sunnierne praktiserer det den dag i dag. |
|
|
|
|
30-09-2007, 18:55
|
#10 |
|
Moderator
Indmeldelses Dato: Jul 2004
Indlæg: 846
|
Koran Bloggen: Sura 3, “Imrans familie” vers 33-63
I følge Muhammads første biografiskriver, Ibn Ishaq, blev de første otte vers af sura 3 åbenbaret, efter at en delegation af kristne kom fra den yeminitiske by Najran. En af denne delegations ledere var en biskop, Abu Haritha ibn ‘Alqama, der modtog penge, tjenere og andre tjenstydelser fra ”Byzans’ kristne konger.” Abu Haritha, siger Ibn Ishaq, vidste, at Muhammad var profet, men nægtede at acceptere ham af frygt for at miste det bytte, byzantinerne overøste ham med. Ibn Ishaq noterer, at delegationen “indbyrdes var uenige på visse punkter, idet de sagde, at [Jesus] er Gud; og Han er Guds søn; og Han er den tredje person i Treenigheden, hvilket er den kristne doktrin.” De fremsatte over for Muhammad argumenter, der forsvarede deres udsagn, men han ville ikke høre tale om det. Da de fortalte ham, at de havde underkastet sig Gud, svarede han: ”I lyver. Jeres påstand om, at Gud har en søn, jeres tilbedelse af korset, og at I spiser svinekød, umuliggør jeres underkastelse.” Derefter åbenbarede Allah en hel del af sura 3, der gendrev deres påstande og gav verden sandheden om Jesus og kristendommen. Han begynder med at fortælle historien om Marias fødsel og tidlige liv, idet han fortæller os i vers 35, at hendes mor var ”Imrans kone” – dvs Amram, Moses’ og Arons far. Dette vers sammen med 19:28, i hvilket Maria bliver omtalt som ”Arons søster” har givet anledning til anklager om, at Muhammad forvekslede Moses’ søster Miriam med Maria, Jesus’ mor, eftersom navnene er identiske på arabisk: Maryam. Da han blev konfronteret med dette, havde Muhammad et svar parat: “Folk i gamle dage havde for vane at navngive personer efter apostlene og fromme mennesker, der var døde før dem.” Selvom dette måske forklarer, hvorfor Maria bliver kaldt “Arons søster”, så forklarer det ikke, hvorfor hun udtrykkeligt her bliver omtalt som Imrans datter. Under alle omstændigheder dedikerer Imrans kone barnet i sit skød til Allahs tjeneste (vers 35); da hun føder, siger hun om Maria: ”Jeg behøver Din beskyttelse for hende og hendes afkom mod Satan den udstødte” (vers 36). Hvert eneste barn, sagde Muhammad, bliver ”stukket af Satan”, når det er blevet født – og det er derfor små børn skriger, når de bliver født. Maria og Jesus blev imidlertid beskyttet mod denne Satans berøring. Selvom barnet er af hunkøn, og “kvinden er ikke ligesom manden” (vers 36), så opfylder Imrans kone sit løfte: Maria bliver dedikeret til Allahs tjeneste. Bulandshahri siger, at hun drog bort for at bo og leve i Templet i Jerusalem, som han kalder Baitul Muqaddas (“Helligt Hus”) og, i overensstemmelse med den islamiske idé, at det oprindelige budskab fra alle jødiske profeter var islam, identificerer det som en moské. Der bliver Maria på mirakuløs vis født (vers 37). Denne historie giver mindelser om en, der blev fortalt i James’ Protoevangelium, et kristent dokument fra det 2. årh.: i det bad Marias forældre, Joachim og Anne, til Gud om, at deres barnløshed måtte få en ende, og dedikerede det barn, de derefter fik, til Herren i taknemmelighed. Da Maria blev tre, flyttede hun ind i Templet, hvor hun blev opfostret af en engel. Det er den slags ting, der gjorde, at Muhammad blev beskyldt for bare at genfortælle ”fabler fra gamle dage” (6:25, 8:31, 16:24, 23:83, 25:5, 27:68, 46:17, 68:15, 83:13), og ikke guddommelige åbenbaringer. Men muslimer replicerer, at Koranen sorterer det sande fra det falske om kristendommen blandt de åbenbaringer, der blev forfalsket af Jesus’ tilhængere. Vers 38-41 beretter om Johannes Døberens fødsel, der når højdepunktet i Lukas 1:5-80: engle fortæller Zakarias, at han skal have en søn, han spørger, hvordan det kan gå til, eftersom han er gammel, og han bliver gjort stum. å begynder Koranen at fortælle historien om Jesus’ fødsel, begyndende med en bekræftelse af Muhammads profetskab (vers 44): Ibn Kathis forklarer, at selvom Muhammad ikke var til stede ved begivenhederne, ”Så oplyste Allah ham om disse fakta”, som om han selv var øjenvidne. Englenes forkyndelse af Jesus’ fødsel (vers 45-46) er forskellig fra Gabriels annoncering i Lukas 1:30-35 på flere vigtige punkter: i Koranen bliver Jesus identificeret som et “ord” fra Allah, og han bliver kaldt “Messias” men ikke “Søn af den Allerhøjeste.” Muslimske exegetikere forklarer, at Jesus er Allahs ord, ikke i betydningen guddommelig, som i Johannes 1:1, men fordi han blev skabt uden en menneskelig far ved Allahs ord, ligesom Adam – som vers 59 forklarer. I vers 48 får vi at vide, at Allah vil lære Jesus ”Skriftet og visdom og Toraen og Evangelierne”: i Koranen – Evangelierne er ikke nyheden om Jesus, men en bog givet af Allah. Vers 49 beretter om adskillige af mirakler, Jesus udførte, alle med ”Allahs tilladelse.” Bulandshahri forklarer, at denne sætning bliver gentaget for at understrege, at kun med Allahs tilladelse udfører Jesus mirakler – fordi “efter at have bevidnet disse mirakler, især genopvækkelsen af de døde, er det muligt, at et menneske kunne anse Sayyidina Isa [Master Jesus] for at være Allah selv.” Et af disse mirakler bestod i at bringe liv i fugle af liv, hvilket sker i 'The Infancy Gospel of Thomas' (2. årh.). Da jøderne afviser Jesus, samler han disciple, der siger: ”bærer du vidnesbyrd om, at vi er muslimer (vers 52). Og mens Jesus’ fjender smedede rænker mod ham, smedede Allah, ”den bedste rænkesmed” (vers 54) også rænker, idet han åbenbarede, at han ville sørge for, at Jesus ”stiger op til Mig.” Dette, siger Ibn Ishaq, gendrev, hvad de de påstår om jøderne med hensyn til hans korsfæstelse” – hvilket vi vender tilbage til i sura 4, der siger ”de hverken dræbte eller korsfæstede ham.” (vers 157) “Dette”, siger vers 62, “er den sande beretning: Der er ingen anden gud end Allah …” – med andre ord, Jesus er ikke guddommelig. Allah beordrer Muhammad – i vers 61 – til at udfordre dem, der tror noget andet: eftersom “kendskab er kommet til dig”, bør han sige til afvigerne: Kom! Lad os samles, vores sønner og jeres sønner, vores kvinder og jeres kvinder, os selv og jer selv. Lad os derefter bede oprigtigt og nedkalde Allahs forbandelse over dem, der lyver!” I følge Ibn Ishaq så bad den kristne delegation fra Najran Muhammad om tid til at konferere indbyrdes, da de hørte dette. Så fortalte en af deres ledere de andre: “Åh, kristne, I ved udmærket, at Muhammad er profet sendt af Gud, og han har overbragt en afgørende erklæring om, hvordan jeres mester er. I ved også, at et folk aldrig har nedkaldt en forbandelse over en profet og oplevet dets ældre leve og dets ungdom vokse op. Hvis I gør det, vil I blive udslettet. Men, hvis I beslutter at holde fast i jeres religion og at opretholde jeres doktrin om jeres ‘mester’, så har I lov til det og kan tage hjem.” Så gik de til Muhammad, afviste hans udfordring og tog hjem, stædige afvigere, der var blevet bekræftet i deres oprør mod Allah. |
|
|
|
 |
| Thread Tools | Search this Thread |
| Display Modes | Rate This Thread |
|
|
Linear Mode
